Goodbyes are not forever. Goodbyes are not the end. They simply mean I'll miss you Until we meet again!
I mandags tog Josi hjem, og jeg er nu den eneste udvekslingsstudent her i Foz. Underligt, men jeg har (heldigvis) supertravlt. Har tænkt meget over alt det med at sige farvel, og selvom det er grimt og øv, så synes jeg at det kan være smukt. Alle de tårer der har trillet på mine kinder, har jo trillet af kærlighed til den person har jeg sagt farvel til. Man kan sikkert lære at se det smukke i alt, og med alle de farvel, jeg har sagt, har det vel også været nødvendigt for min overlevelse.
Er gået i gang med at pakke min kuffert, og om 4 dage er jeg i Danmark. Prøver at lade være med at forholde mig til det, men det er underligt at vide, at alt hvad du gør, er for sidste gang. At det hele faktisk er ved at slutte. Men det betyder også, at der nok ikke kommer (ret mange) flere indlæg på bloggen, i hvert fald ikke her fra Brasilien.
Om 9 dage slutter mit eventyr. Det er ikke engang bare et komma, som da jeg tog herned, det er et punktum. Det er definitivt slut. Det bliver aldrig det samme igen, og det er derfor, at det er så hårdt at sige farvel.
For dem der skulle være interesserede (mamma!!), er her så min travlplan. Nu er der ingen undskyldning for ikke at vente på mig i lufthavnen med blomster og skilte og flag. Jeg glæder mig til at se jer! ♥
Student Travelplan
Date
Time
Type
Airport
Flight No
Remarks
07-07-2012
1300
Departure
Iguacu
JJ 3558
Ref.: 26IRCB
07-07-2012
1445
Arrival
Sao Paolo GRU
07-07-2012
1825
Departure
Sao Paolo GRU
LH 507
Ref.: 3BBG5L
08-07-2012
1055
Arrival
Frankfurt
08-07-2012
1440
Departure
Frankfurt
LH 828
08-07-2012
1600
Arrival
Copenhagen
torsdag den 21. juni 2012
Please, læs mit forrige indlæg, det er et essay skrevet af en udvekslingsstudent i USA, og senere hen lagt på internettet, (så desværre ikke mig som er så klog at kunne skrive noget så godt). Det er langt, men det beskriver exchange rigtig, rigtig, rigtig godt, og så please læs det :)
Exchange is change. Rapid, brutal, beautiful, hurtful, colourful, amazing, unexpected, overwhelming and most of all constant change. Change in lifestyle, country, language, friends, parents, houses, school, simply everything. Exchange is realizing that everything they told you beforehand is wrong, but also right in a way.
Exchange is going from thinking you know who you are, to having no idea who you are anymore to being someone new. But not entirely new. You are still the person you were before but you jumped into that ice cold lake. You know how it feels like to be on your own. Away from home, with no one you really know. And you find out that you can actually do it.
Exchange is learning to trust. Trust people, who, at first, are only names on a piece of paper, trust that they want the best for you, that they care. Trust, that you have the strength to endure a year on your own, endure a year of being apart from everything that mattered to you before. Trust that you will have friends. Trust that everything’s going to be alright. And it is seeing this trust being justified.
Exchange is thinking. All the time. About everything. Thinking about those strange costumes, the strange food, the strange language. About why you’re here and not back home. About how it’s going to be like once you come back home. How that girl is going to react when you see her again. About who’s hanging out where this weekend. At first who’s inviting you at all. And in the end where you’re supposed to go, when you’re invited to ten different things. About how everybody at home is doing. About how stupid this whole time-zone thing is. Not only because of home, but also because the tv ads for shows keep confusing you. Thinking about what’s right and what’s wrong. About how stupid or rude you just were to someone without meaning to be. About the point of all this. About the sense of life. About who you want to be, what you want to do. And about when that English essay is due, even though you’re marks don’t count. About whether you should go home after school, or hang out at someone’s place until midnight. Someone you didn’t even know a few months ago. And about what the hell that guy just said.
Exchange is people. Those incredibly strange people, who look at you like you’re an alien. Those people who are too afraid to talk to you. And those people who actually talk to you. Those people who know your name, even though you have never met them. Those people, who tell you who to stay away from. Those people who talk about you behind your back, those people who make fun of your country. All those people, who aren’t worth your giving a damn. Those people you ignore. And those people who invite you to their homes. Who keep you sane. Who become your friends.
Exchange is music. New music, weird music, cool music, music you will remember all your life as the soundtrack of your exchange. Music that will make you cry because all those lyrics express exactly how you feel, so far away. Music that will make you feel like you could take on the whole world. And it is music you make. With the most amazing musicians you’ve ever met. And it is site reading a thousand pages just to be part of the school band.
Exchange is uncomfortable. It’s feeling out of place, like a fifth wheel. It’s talking to people you don’t like. It’s trying to be nice all the time. It’s bugs.. and bears. It’s cold, freezing cold. It’s homesickness, it’s awkward silence and its feeling guilty because you didn’t talk to someone at home. Or feeling guilty because you missed something because you were talking on Skype.
Exchange is great. It’s feeling the connection between you and your host parents grow. It’s hearing your little host brother asking where his big brother is. It’s knowing in which cupboard the peanut butter is. It’s meeting people from all over the world. It’s having a place to stay in almost every country of the world. It’s getting 5 new families. One of them being a huge group of the most awesome teenagers in the world. It’s cooking food from your home country and not messing up. It’s seeing beautiful landscapes that you never knew existed.
Exchange is exchange students. The most amazing people in the whole wide world. Those people from everywhere who know exactly how you feel and those people who become your absolute best friends even though you only see most of them 3 or 4 times during your year. The people, who take almost an hour to say their final goodbyes to each other. Those people with the jackets full of pins. All over the world.
Exchange is falling in love. With this amazing, wild, beautiful country. And with your home country.
Exchange is frustrating. Things you can’t do, things you don’t understand. Things you say, that mean the exact opposite of what you meant to say. Or even worse…
Exchange is understanding.
Exchange is unbelievable.
Exchange is not a year in your life. It’s a life in one year.
Exchange is nothing like you expected it to be, and everything you wanted it to be.
Exchange is the best year of your life so far. Without a doubt. And it’s also the worst. Without a doubt.
Exchange is something you will never forget, something that will always be a part of you. It is something no one back at home will ever truly understand.
Exchange is growing up, realizing that everybody is the same, no matter where they’re from. That there is great people and douche bags everywhere. And that it only depends on you how good or bad your day is going to be. Or the whole year. And it is realizing that you can be on your own, that you are an independent person. Finally. And it’s trying to explain that to your parents.
Exchange is dancing in the rain for no reason, crying without a reason, laughing at the same time. It’s a turmoil of every emotion possible.
Exchange is everything. And exchange is something you can’t understand unless you’ve been through it.
i dag tog marta tilbage (ja, det er bevidst at jeg skrev tilbage og ikke hjem), øv :( tror ikke at jeg har realized at hun rent faktisk er væk, og at der går måneder, måske år, før jeg ser hende igen.
Min sidste måned i Brasilien startede i dag, tror ikke rigtigt at det er gået op for mig endnu. Om 13 dage er Marta taget hjem. Om 25 er Josi, og om 30 dage er det min tur. 30 dage, hold da op. É nada mesmo.
Hygger mig stadig, selvom vinteren er kommet og her er blevet ALT for koldt (10 grader, ude som inde), var i går hjemme hos Josi, hvor billederne også blev taget. I dag er det helligdag, og i morgen har vi også fri, bare fordi at de ikke gider at gå på arbejde igen, for een dag, haha. Brasilien ♥
I dag var jeg tideligt oppe for at hjælpe interact (rotary for unge) med at samle tøj ind til de fattige, som ikke har råd til at købe tøj, og derfor ikke kan holde varmen. :) Altså, indsamlingen havde været igang længe, men i dag kom det hele, og det skulle lægges sammen og bindes sammen alt sådan noget. Min søster fra Curitiba kom også i dag, og i eftermiddags tog vi lige et smut til Argentina. Her til aften har jeg lavet fine cupcakes med mine søstre, så vi hygger os skam. Selvom det er aaaalt for koldt!
Smutter nu, tchauzinho, beijos e abraços. Ilhes amo, tomara que veja todos vocês no aeroporto, quando chegar lá! Até em breve!
Cirka 1/3 af distriktet, aka os som blev til den bitre ende, søndag eftermiddag :)
Kom i går aftes hjem fra den sidste weekend med de andre udvekslingsstudente (altså dem der er tilbage), til Rotarys årlige distrikt konference. Egentlig var der ikke noget program for os, udover en enterance til åbningscermonien, men det var skønnere end skønt at være forenet igen. Vil lade billederne tale for sig selv, men slutte med at sige, at jeg aldrig, aldrig, aldrig har grædt så meget i hele mit liv.
4640, os amo ♥!
Alle tilbageværende udvkslingsstudenter lørdag aften.
Jeg har travlt travlt travlt, men tænkte at I lige skulle have et billede fra min tur til Curitiba. Onsdag til søndag var jeg nemlig i hovedstaden i min stat, med min mor og mormor, for at se byen og besøge min ældste søster. Selvom tempoet (desværre) ikke var så højt, og vi fik derfor ikke set specielt meget, var det en rigtig hyggelig tur!
Jardim Bôtanico, den mest berømte park i Curitiba, selvom jeg ikke helt forstår hvorfor. Et stort drivhus, med nogen planter inden i, no big deal, efter du har været i Amazonas..
Mandag var jeg tideligt oppe sammen med Josi og Marta, vi var nemlig ude i lufthavnen kl. 05, for at sige farvel til Juan, mexicaneren i Foz, som tog tilbage til Mexico. Der blev grædt og grædt (i hvert fald Josi og jeg - og lidt Juan), kan slet ikke forstå, at vores Foz familie er begyndt at blive splittet op, og at jeg måske aldrig kommer til at se ham igen :(((
I går var vi udvekslingsstudenter ude ved vandfaldene igen, bl.a. for at tage et nyt, identisk billede inden Juan tager hjem (på mandag), for at illustrere hvor meget vi har ændret os. Det første blev taget til vores district orientation i slutningen af september, og det andet blev taget i går, ca. 8 måneder senere.
Kan ikke selv sætte fingeren på hvad der har ændret sig, men en ting er sikkert. Vi har ændret os!
Her i Foz har vi rigtig mange muslimer, ved faktisk ikke lige hvorfor, det må jeg få spurgt om. I hvert fald, har vi så mange muslimer, at vi også har en moske (og et buddistisk tempel, som jeg virkelig ikke ved hvorfor er der), som Juan, Josi og jeg impulsivt besluttede os for at besøge i fredags.
Vi mødte en skoleklasse fra Cascavel (by på størrelse med Foz, 2½ time herfra), som vi snakkede lidt med imens vi ventede på at vi kunne komme ind i moskeen, og de endte med alle sammen at ville have et billede med os, haha!
Inde i moskeen skulle pigerne bære tørklæde, vi skulle alle sammen have skoene af, og Juan måtte pænt sætte sig over til de andre drenge, for drenge og piger måtte ikke sidde sammen. Inde i moskeen fik vi nogen ting at vide om islam , og bl.a. hvorfor at de skal bede 5 gang om dagen og bruger tørklæde. Interessant, men jeg må indrømme at jeg ikke har planer om at konvertere til islam. Bare de der tørklæder afskrækker mig da helt!
I dag skulle jeg have lavet en præsentation til min rotary club om min tur til amazonas, så jeg endte med at sidde oppe til kl. 02 i nat for at lave min lille film (neeej, det var ikke fordi at jeg startede så sent, men min computer formåede at lukke ned uden at advare mig, og dermed slette alt jeg havde lavet -_- ), at jeg så endte med ikke at vise den er en anden sag, og typisk brasiliansk. Kommunikation er ikke altid deres stærkeste side..
Anyways, jeg synes at I skulle have chancen for at se den også, det er jo ikke mange billeder I har set fra turen; har dog nogen problemer med at få den uploadet, men tryk på linket neden for, så kommer den! :D
2 uger siden jeg kom hjem fra Amazonas, og jeg savner det utrolig meget. Det hele var meget lettere der. Når det er sagt, nyder jeg skam også liver herhjemme. Er sammen med mine venner, hygger og nyder mine sidste 2 månder. Antallet af uger jeg har tilbage i Brasilien kan nu tælles på 2 hænder, pensa! Får ikke taget så mange billeder, det er jo min hverdag, mit liv?
Her i weekenden var jeg i Cascavel, til min mexicanske vens, Edgars, fødselsdag (og nej Torkil, han hverken er eller var min kæreste, ikke engang tæt på), hvor jeg så mange af de andre udvekslingsstudenter igen. Det var en vild weekend, men vi havde det sjovt og "matou os saudades" (slog savnene ihjel, ved ikke lige hvad man siger på dansk).
Josi, Júlia og jeg
Eylül (udvekslingsstudent fra Tyrkiet) og jeg i Cascavel
Påskeæg til mig, ebaaa. Brasilianere er ikke særlig vilde med marcipan dog.
Mig og "os milhões" på min fars farm. Milhões betyder milioner eller store majs, så min mor jokede med at hun ville give mig en million i dag.
Pinhão, ved egentlig ikke helt hvad det er, det kommer fra en frugt, og er meget typisk for min stat.
Jeg kan IKKE lide det.
Thais, min søster, har lavet mad til mig, for første gang - nogen sinde!
Hoje já é 9 mêses desde que eu cheguei aqui no Brasil. Como meu counseleiro me falou no reunião do Rotary, eu quase já está no caminho pra ir embora. 2 mêses e 2 dias, e eu estarei no avião, chorando demais, com certeza. Por que agora, eu mesmo estou sem vontade de voltar. Não que eu não estou querendo ver vocês de novo. Não que eu não estou com saudades. Mas eu sei que os tempos que já passaram aqui no Brasil, e eles que passará, nunca vai voltar. Eu vou ter de voltar, sem ficar sabendo quando verei meus amigos e minha família brasileira, minha cidade, comerei o arroz e feijão da Cleide.
Era difícil dizer tchau na Dinamarca, e lá eu até estava sabendo que eu irei ver vocês todos de novo em só um ano. Agora imagine este tchau.
Eu me desenvolvi tanto deste ano. Aprendi tantas coisas. Nunca chorei tanto, nunca viajei tanto, nunca sorri tanto, nunca bebi tanto, nunca dormi tanto nas aulas, nunca comi tanto (brigadeiro), nunca me apaixonei tanto, nunca ri tanto.
Eu amo meu intercambîo. Amo, amo, amo. Se eu pudesse fazer tudo de novo, eu iria! E agora, vou aproveitar meus últimos 67 dias, ou seja, 1527 horas. Adeus!
Kom hjem fra Amazonas d. 30, og har stort set været syg siden. Tror min krop er gået lidt i chok over kulden hernede sydpå. Vedrørende Amazonas, har jeg ikke ret meget at sige, og så alligevel kunne jeg fortælle om det i 1000 år. Men I får den korte version. Det var den bedste rejse i mit liv.
Nå, smutter til amazonas lørdag kl. 04.50 for en 9 dage, det skal nok blive spændende! Glæder mig da i hvert fald, selvom det slet ikke er gået op for mig. Tog min første malaria pille i dag, men det er også det eneste som har været anderledes. Har ikke engang taget min kuffert (hedder det virkelig det?! o.O ) frem - og eftersom jeg allerede forlader mit lille hjem i morgen formiddag*, burde jeg nok til at komme i gang..
Nå, men det betyder jo så også, at I ikke kommer til at høre mere fra mig, før i maj - så I må hygge jer imens jeg er på eventyr i junglen! :D
*Som sagt letter mit fly kl. 04.50, så vi ville skulle være der ude klokken meeeget tideligt, og da der er en 10-15 stykker fra distriktet som skal med (=vi kan ikke hoste dem alle sammen), har vi besluttet at vi tager ud til lufthavnen, og venter sammen .. Det skal nok blive spændende. Det bliver en laaaaang nat, tror jeg godt jeg kan garantere!
Mit værelse og min kuffert her kl. 22.10... No comments
Her er lidt af den musik jeg hører! :) Dem i højre side er alle sammen sertanejo - musik vi hører når vi går i byen. Den første i venstre side er samba (og teksten er såååå sød), så kommer Paula Fernandes (højre side igen), også sertanejo, men mere stille og rolig - det bliver ikke spillet på diskotekerne. De to sidste i venstre side er Funk, kan nok betegnes som brasiliansk rap. Det stammer fra Rio, og er forholdsvis populært, selvom lyrics-ne er såååå grimme!!
Og ja, jeg kan synge med på alle sangene. Og selvfølgelig hører vi også Ai se eu te pego (Michel Télo), men den kender I jo allerede.
(og nej, jeg ved IKKE hvad for noget musik I hører i Danmark)
Jaja, jeg går jo i skole hernede. Og tænkte, at jeg lige ville vise jer, hvad jeg egentlig laver i skolen .. :D
Jaja, mægtig seriøst. Det er vel 3.g? De sidste par dage har vi haft slåskampe med tusher, nogen overskæg, en af mine veninder lavede en fin tegning af os alle sammen, så fik jeg endelig taget et billede af den første brasilianer som jeg kender, med lysere hår end mig (helt naturligt) og så selvfølgelig Binie (man kan ikke lige høre hvad Josi siger til sidst, men hun klapper og så dør han, men det er på tysk)
I dag, blev jeg hevet op til tavlen af min geografi lærer - han ville bare lige påpege over for de andre elever, at min knold lignede en ananas (??).. Han har joket ret meget med mig, fordi at jeg er gringa, og endelig, endelig, endelig fandt han i dag ud af, at Josi også er!
Læg lige mærke til vores fine(!) uniformer, forstår ikke helt konceptet, for vi ligner jo ikke engang hinanden? Du kan vælge en hel masse forskellige farver, i 3.g har man en anden uniform, en t-shirt med stort logo på maven, og så kan du vælge den i alle mulige forskellige farver.. Vi ligner jo ikke engang hinanden? Men what ever, det er dejligt nemt, når man står op om morgnen, aldrig at være i tvivl om hvad man skal have på!
Pssst, fik jeg fortalt at jeg har fri kl. 12.15 hver dag? 3.g ♥♥♥
Var til Chá da bebê for et par uger siden med min mor og mormor, hyggeligt nok, hos en af min mors veninder fra kirken. Chá da bebê betyder "te hos babyen" og er en sammenkomst, som en gravid kvinde holder for sine veninde inden at hun føder. Her kommer alle så med gaver, og det kan være alt fra bleer til hjemmebroderede håndklæder eller pusletasker (er der noget der hedder det??) og tøj. Det afhænger af, hvad du har råd til. Nå, men her er der så også nogen lege, bl.a. gætte på hvor mange cm maven måler, og de kvinder, der forventes at være de næste til at få børn, skulle også gøre nogen specielle ting (huske ikke lige hvad det var). Normalt er der vist en hel masse flere ting (male maven, og hun skal gætte hvem alle gaverne er fra og hvad der er i dem), men det var der ikke den her gang (desværre). Og så var der mad, selvfølgelig.
Meget brasiliansk, og egentlig lidt ærgeligt at den slags ikke findes i Danmark, for det var egentlig meget hyggeligt.
fryser ihjel, lige nu har vi vist 18 grader, og det er MEGET koldt for mig.. glæder mig glæder mig glæder mig til 25-30 grader igen i næste uge. (ps. har mine skisokker på lige nu, ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dem ♥♥♥♥♥♥♥♥♥)
Lige nu regner det. For første gang i over en måned. Det er også blevet koldere. Men det er egentlig meget rart, sådan en 35 grader hver dag bliver lidt varmt i længden. Selvom jeg må indrømme, at jeg faktisk allerede savner solen (efter 1 dag, floooot, får da en depression når jeg kommer hjem til Danmark). Så jeg har bare hygget med varm te og kakao og sådan noget. :)
Her i weekenden var jeg til en festiva i min rotary club. En fejring af alle månedens aniversariantes (alle dem i min klub som havde fødselsdag i marts, ved ikke lige hvad det hedder på dansk). Josi var med mig, heldigvis, vi var først hjemme kl. 03, og de blev ret så godt fulde rotarianerne. Og så var det koldt da vi kom ud på nattetimerne..
Jajajaja, Josi er i virkeligheden super nørd i yu-gi-oh (hun har en storebror, that explains), og da min første søster var der, skulle Josi selvfølgelig lige demonstrere sine skills (efter at have fået opfrisket reglerne), og endte med at owne alle. Det havde jeg ikke set komme, haha!!
I går sluttede sommeren. I hvert fald officielt. Det kunne nu ikke rigtig mærkes, i dag havde vi 35 grader og skyfrit (som altid). Valgte at fejre vinterens ankomst med Josi, sammen tog vi ud og spise frozen yoghurt og bagefter hjem til mig, hvor vi drak masser af terere. Life is good ♥
Min portion :D
Josi ♥
Så var der ikke mere ... :(
Du får selv lov til at "hælde op", og bagefter er der en "salatbar" med brugt, granola, chokolade osv., og til sidst, vejer du det (og det er ikke engang dyrt). Det er sååå lækkert! :D
I må undskylde, at indlægene er blevet lidt uregelmæssige, men altså, det hele er jo blevet hverdag, ikke at jeg ikke nyder det (cause I do!!), men altså, det er bare lidt svært lige at finde ud af, hvad jeg skal skrive om.. Det ville jo være det samme som at bede jer om at skrive en blog om jeres hverdag - I ville nok også finde det lidt svært, at finde noget interessant at skrive om (og så skriver jeg jo flittigt i min dagbog, har næsten ikke noget tilbage!!, så glemmer lidt bloggen...), men der er stadig fuld fart på, og jeg er ved at få nogen søde veninder i min nye klasse.
Elsker at være udvekslingsstudent, håber ikke at I er i tvivl om det! ★ ★ ★
