Curitibaaaa

Jeg har travlt travlt travlt, men tænkte at I lige skulle have et billede fra min tur til Curitiba. Onsdag til søndag var jeg nemlig i hovedstaden i min stat, med min mor og mormor, for at se byen og besøge min ældste søster. Selvom tempoet (desværre) ikke var så højt, og vi fik derfor ikke set specielt meget, var det en rigtig hyggelig tur! 

Jardim Bôtanico, den mest berømte park i Curitiba, selvom jeg ikke helt forstår hvorfor.
Et stort drivhus, med nogen planter inden i, no big deal, efter du har været i Amazonas..

Mandag var jeg tideligt oppe sammen med Josi og Marta, vi var nemlig ude i lufthavnen kl. 05, for at sige farvel til Juan, mexicaneren i Foz, som tog tilbage til Mexico. Der blev grædt og grædt (i hvert fald Josi og jeg - og lidt Juan), kan slet ikke forstå, at vores Foz familie er begyndt at blive splittet op, og at jeg måske aldrig kommer til at se ham igen :(((

Mudamos, com certeza!

I går var vi udvekslingsstudenter ude ved vandfaldene igen, bl.a. for at tage et nyt, identisk billede inden Juan tager hjem (på mandag), for at illustrere hvor meget vi har ændret os. Det første blev taget til vores district orientation i slutningen af september, og det andet blev taget i går, ca. 8 måneder senere.
Kan ikke selv sætte fingeren på hvad der har ændret sig, men en ting er sikkert. Vi har ændret os!

Mesquita Muçulmana

Her i Foz har vi rigtig mange muslimer, ved faktisk ikke lige hvorfor, det må jeg få spurgt om. I hvert fald, har vi så mange muslimer, at vi også har en moske (og et buddistisk tempel, som jeg virkelig ikke ved hvorfor er der), som Juan, Josi og jeg impulsivt besluttede os for at besøge i fredags.

Vi mødte en skoleklasse fra Cascavel (by på størrelse med Foz, 2½ time herfra), som vi snakkede lidt med imens vi ventede på at vi kunne komme ind i moskeen, og de endte med alle sammen at ville have et billede med os, haha! 

Inde i moskeen skulle pigerne bære tørklæde, vi skulle alle sammen have skoene af, og Juan måtte pænt sætte sig over til de andre drenge, for drenge og piger måtte ikke sidde sammen. Inde i moskeen fik vi nogen ting at vide om islam , og bl.a. hvorfor at de skal bede 5 gang om dagen og bruger tørklæde. Interessant, men jeg må indrømme at jeg ikke har planer om at konvertere til islam. Bare de der tørklæder afskrækker mig da helt! 

Amazonas, o filme!

I dag skulle jeg have lavet en præsentation til min rotary club om min tur til amazonas, så jeg endte med at sidde oppe til kl. 02 i nat for at lave min lille film (neeej, det var ikke fordi at jeg startede så sent, men min computer formåede at lukke ned uden at advare mig, og dermed slette alt jeg havde lavet -_- ), at jeg så endte med ikke at vise den er en anden sag, og typisk brasiliansk. Kommunikation er ikke altid deres stærkeste side..

Anyways, jeg synes at I skulle have chancen for at se den også, det er jo ikke mange billeder I har set fra turen; har dog nogen problemer med at få den uploadet, men tryk på linket neden for, så kommer den! :D

Amazonas, o filme!

Vidaaa

2 uger siden jeg kom hjem fra Amazonas, og jeg savner det utrolig meget. Det hele var meget lettere der. Når det er sagt, nyder jeg skam også liver herhjemme. Er sammen med mine venner, hygger og nyder mine sidste 2 månder. Antallet af uger jeg har tilbage i Brasilien kan nu tælles på 2 hænder, pensa! Får ikke taget så mange billeder, det er jo min hverdag, mit liv?
Her i weekenden var jeg i Cascavel, til min mexicanske vens, Edgars, fødselsdag (og nej Torkil, han hverken er eller var min kæreste, ikke engang tæt på), hvor jeg så mange af de andre udvekslingsstudenter igen. Det var en vild weekend, men vi havde det sjovt og "matou os saudades" (slog savnene ihjel, ved ikke lige hvad man siger på dansk).

Josi, Júlia og jeg

Eylül (udvekslingsstudent fra Tyrkiet) og jeg i Cascavel

Påskeæg til mig, ebaaa. Brasilianere er ikke særlig vilde med marcipan dog. 

Mig og "os milhões" på min fars farm. Milhões betyder milioner eller store majs, så min mor jokede med at hun ville give mig en million i dag.

Pinhão, ved egentlig ikke helt hvad det er, det kommer fra en frugt, og er meget typisk for min stat.
Jeg kan IKKE lide det. 

Thais, min søster, har lavet mad til mig, for første gang - nogen sinde!

9 mêses

Hoje já é 9 mêses desde que eu cheguei aqui no Brasil. Como meu counseleiro me falou no reunião do Rotary, eu quase já está no caminho pra ir embora. 2 mêses e 2 dias, e eu estarei no avião, chorando demais, com certeza. Por que agora, eu mesmo estou sem vontade de voltar. Não que eu não estou querendo ver vocês de novo. Não que eu não estou com saudades. Mas eu sei que os tempos que já passaram aqui no Brasil, e eles que passará, nunca vai voltar. Eu vou ter de voltar, sem ficar sabendo quando verei meus amigos e minha família brasileira, minha cidade, comerei o arroz e feijão da Cleide.
Era difícil dizer tchau na Dinamarca, e lá eu até estava sabendo que eu irei ver vocês todos de novo em só um ano. Agora imagine este tchau.
Eu me desenvolvi tanto deste ano. Aprendi tantas coisas. Nunca chorei tanto, nunca viajei tanto, nunca sorri tanto, nunca bebi tanto, nunca dormi tanto nas aulas, nunca comi tanto (brigadeiro), nunca me apaixonei tanto, nunca ri tanto.

Eu amo meu intercambîo. Amo, amo, amo. Se eu pudesse fazer tudo de novo, eu iria! E agora, vou aproveitar meus últimos 67 dias, ou seja, 1527 horas. Adeus!

Tilbage til virkeligheden

Kom hjem fra Amazonas d. 30, og har stort set været syg siden. Tror min krop er gået lidt i chok over kulden hernede sydpå. Vedrørende Amazonas, har jeg ikke ret meget at sige, og så alligevel kunne jeg fortælle om det i 1000 år. Men I får den korte version. Det var den bedste rejse i mit liv.