O meu colégio !!!

Jaa, et rigtigt indlæg.. Valgte at tage min computer med i skole i dag, hvilket i skal være rigtig glade for.. Ellers havde der skam været lange udsigter til et rigtigt indlæg.. Hæhæhæ..

Men ja, jeg går skam i skole, det er på ingen måde en ferie det her (selvom der elles var mange, som hævdede at det ville blive, inden jeg tog af sted :P )

Min skole, Colégio Vicentino São José (kæmpede i starten med at sige hele, indtil jeg fandt ud af, at den i daglig tale blot kaldes São José) er (udover stor og gul)katolsk, hvilket betyder, at der hver morgen bliver bedt en bøn gennem højtaleren* (af den nonne, som styrer skolen), og vi SKAL have lange bukser på. Hver dag. Også til sommer. Skoleuniform har vi selvfølgelig også, men det har alle skoler i Brasilien vist. Men jeg er faktisk ved at vænne mig til det – jeg foretrækker klart, at kunne have mit eget tøj på, men det er dejligt ikke at skulle tænke på, hvad man skal tage på, når man skal op kl. 06.00.


Da vi fejrede "over"-nonnens fødselsdag.
(Vi brugte hele første time på det, jeg klager ikke, haha)

Timerne varer 50 min., jeg har fri kl. 12.00., undtagen tirsdag, hvor jeg til gengæld er i skole helt til kl. 18.. Jeg forstår ikke så meget af undervisningen (det ville måske også være lidt meget at forvente), så jeg bruger i stedet tiden på at tegne, bøje verber, høre musik eller slappe af (er så træt hele tiden, fordi jeg skal koncentre mig så meget p.g.a sproget)



Mine fine tegninger.. :-)



Forholdet mellem lærer og elever er meget anderledes hernede end i Danmark. Hernede er meningen, at læreren skal have autoritet, og være hævet over eleverne. Hvorfor eleverne også tiltaler læreren ”professor” og ”professora”. Reelt er der meget lidt respekt fra elevernes side. De snakker uafbrudt i timerne (og de siger, at det er slemt i Danmark), de rykker rundt på bordene i timerne, og som I tidligere har set, så tager jeg masser af billeder i timerne.

Nogen gange virker det faktisk som om, at læreren har opgivet at få eleverne til at tie stille, og blot sidder og venter på, at eleverne tier stille.

I frikvarterene er jeg, sjovt nok, sammen med mine venner. Jeg har generelt fået ret meget opmærksomhed, fordi jeg er den første udvekslingsstudent på min skole, fordi jeg ikke snakkede portugisisk, fordi jeg havde blå øjne og lyst hår - listen var lang, og min pointe er: Jeg var meget eksotisk, og alle ville være venner med mig.
Det var sjovt at prøve, men hårdt at skulle være på hele tiden, og prøve at huske, hvem alle var - en ting der er lidt svær er, at alle ved hvem jeg er, men de glemmer, at jeg ikke ved hvem de er, så jeg går stadig, og siger hej til rigtig mange mennesker, hver dag, uden at have nogen anelse om, hvad de hedder...

Mine venner fra klassen.

Lidt grineri under foto-seancen :)

En anden ting, som jeg synes er ret sjov, er, at der ved skolensudgang står en mand med en microfon (ansat af skolen) til at sige navnene på børnene, når deres forædre er der. På den måde behøver forældrene ikke at gå ud af bilerne - hahaahahah, seriøst, jeg er kommet til mini-USA...

Ja, det er svært at fange ham i et heldigt øjeblik, når han snakker hele tiden..

Uden for skolen er der også ALTID sådan nogle mænd, med isbokse, hvor man kan købe is. Også meget populært, kommer nok (desværre) til at benytte mig af dem til sommer, hvor vi har 40 grader, og stadig lange bukser..

* Btw filmede jeg "proceduren" en dag. Så snart jeg finder ud af det, så skal I nok få videoen. Den er lang og kedelig, men den afspejler virkeligheden.. ;)

Nu vil jeg smutte på negleklinik, vi blogges! Hav det godt så længe!!
Bjs